Tandlæger...

Tandlæger kan virkelig være en del af mit værste mareridt nogensinde. Jeg siger ikke at jeg frygter tandlæger, men bare at jeg har det som om at de nogen gange kan glemme at jeg er et menneske som dem selv, også når jeg ligger der i tandlæge stolen. De snakker praktisk talt overhovedet på mig. De taler om mig, uden at jeg kan indvende noget. De bestemmer hvad der vil være bedst for mig (eller egentlig mine tænder). Det kan føles ret ubehageligt i det øjeblik det sker, men bagefter indser jeg at de har lagt en plan for ændringen af mine tænder, præcis ligesom Gud har planlagt mit liv. Måske er det ikke planer der altid er lige simple, eller behagelige at udføre, men det hele munder ud i noget større og bedre for mig. Gud vil mig kun det bedste. Ligesom at mine tandlæger ønsker det for mine tænder, det kan gøre ondt undervejs, og være træls i perioder, men det vil ende godt. Når jeg synes noget er hårdt og jeg har lyst til at give op, hjælper det mig at se frem mod målet, huske på hvor godt det vil være når jeg er færdig.

     Noget til eftertanke (som jeg har fået af min mormor)

• Jeg bad om styrke
• og Gud mig modgang for at gøre mig stærk
• Jeg bad om visdom
• og Gud gav mig problemer at løse
• Jeg bad om velstand
• og Gud gav mig klogskab og styrke til at arbejde
• Jeg bad om fordele
• og Gud gav mig muligheder
• Jeg bad om mod
• og Gud gav mig forhindringer at overvinde
• Jeg bad om kærlighed
• og Gud gav mig mennesker som skulle hjælpes
• Jeg fik ikke hvad jeg forventede
• men jeg fik - alt hvad jeg behøvede!